Da jeg ikke er i stand til at citere en fremtrædende politiker ordret, da han nægtede at deltage i Folketingets åbningsgudstjeneste, må jeg gengive udsagnet efter hukommelsen: "Jeg vil ikke høre på en prædiken, der får mig til at gå fra kirken tynget over at være en synder".
Desværre tror jeg ikke omtalte politiker er alene om den holdning. Man vil gerne høre om en kærlig Gud. Man vil gerne have Guds hjælp til at løse øjeblikkelige problemer. Men man vil ikke acceptere, at Gud skulle have nogen form for ret til at bestemme over rigtigt og forkert i livet.
Jeg vil i grunden slet ikke arbejde for at folk skal føle sig som store syndere. Det ville også bare blive noget menneskeligt makværk, hvis det var det, der var min agenda. Men jeg vil påpege, at der hvor mennesker møder Gud, både i Bibelen og i nyere tid, der bliver man bevidst om skyld og urenhed.
Når vi ser på store vækkelser i historien, har det været karakteristisk, at mennesker, der ellers ikke har tænkt særligt meget på Gud pludseligt ser sig selv som syndige.
Du kan som ovennævnte politiker nægte at lade dig konfrontere med Guds renhed og hellighed, men i det lange løb går den ikke. Senest ved livets afslutning kommer du til at stå til regnskab for dit liv. Jeg tror i grunden ikke, det er Guds dømmesyge eller trang til hævn, der fremkalder skyldbevidstheden. Jeg tror simpelthen der er tale om, at vores syndighed kommer til at stå i så grel kontrast til helligheden, at det er indlysende for alle, at syndighed ikke har noget at gøre i Guds nærhed.
Hvis du vil undgå at stå alene med din syndighed ved livets afslutning, gør du klogt i lade dig konfrontere med den nu, og få gjort op med Gud. Der er kun et at gøre: Erkende at du er af en anden natur end Gud, og tage imod tilgivelse fra Jesus og et nyt liv i ham. Der ER ingen anden vej til himlen.