Svanesøen
Inde, hvor parken mødes med byens store sø, elsker jeg at sidde og stirre ud over vandet. Bymenneske vil jeg altid være, så det passer mig godt, at jeg bare kan gå ind i parken og mødes med naturen. Det er vel en eller anden form for magelighed, der forbyder mig at tage på overlevelsestur på det, der er tilbage af den jyske hede eller i de norske fjelde. Det friserede og velplejede passer mig bedre. Men alligevel er det ved den store sø, jeg finder min bænk. Her kan jeg sidde og dagdrømme, mens blikket vandrer over mod den anden bred, hvor jeg alligevel intet kan se på grund af afstanden. Havde jeg kunnet se, ville det uudgrundelige gå af livet, og tilværelsen blive mere fattig.
Selvom, det er det fjerne, der tiltrækker mig, skulle sommerens oplevelse blive noget mere nærværende. For lidt ude i sivene opdagede jeg en dag i det tidlige forår et svanepar, der var ved at bygge rede. Det facinerede mig, fordi det fik mig til at tænke, at der kun skal vilje og lidt arbejde til for at skabe en tilværelse -en lille rede- i en stor kold verden. Er den vilje der ikke, vil man altid være en fremmed i livet.
Jeg fulgte svanerne hver dag gennem flere uger, og efterhånden syntes jeg, de en lille bitte smule tilhørte mig. Det var trygt at se dem ligge på reden derude i rørene. Det var som de slet ingen fjender havde. Det har jeg vel heller ikke selv. Ikke udenfor ialtfald.
Og så en dag svømmede fire svaneunger rundt. Jeg ved ikke, hvor gamle de var, for jeg ved ikke, hvor mange dage svaneunger tilbringer i reden. Og jeg ønsker ikke at vide det, for når man ved alting, hører drømmene op, og det er drømmene - det man kun lige aner - der udfordrer og gør livet spændende.
Fire unger var der, fuldstændig ens at se på. Jeg kunne ikke lade være at tænke, om de mon også var så ens, som de virkede. Hvis ikke, lå da en særlig skæbne til hver enkelt af dem? Eller var skæbnen måske op til dem selv at skabe?
Var de fra starten ens, blev de ialtfald ikke ved at være det. Snart skilte den ene sig ud ved at virke forskræmt. Den holdt sig på afstand af de andre, fordi de hakkede den. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi se, hvorfor den skulle jagtes, men det blev den. Og jo mere skræmt den blev, desto mere hakkede de. Til sidst blev den på det nærmeste sky og holdt sig helt væk fra de andre. Jeg havde ondt af den, fordi det var så uforskyldt og uretfærdigt, at den ikke måtte deltage i de andres liv. Ind imellem svømmede den rundt blandt ænderne, men det kan ikke være lykken for den; den må føle sig som en fremmed?
Den blev min særlige yndling, fordi den led. Måske gjorde jeg den en bjørnetjeneste ved hver dag at give den af mine brødskorper, for kanske jeg på den måde hæmmede solidariteten mellem den og de andre. Måske var jeg med til at gøre den sær i deres øjne.
En sen aften, hvor jeg sad og grublede over svane- og menneskeliv, bemærkede jeg et stykke fra min bænk en midaldrende kvinde stå og skælde ud over et træ. Ja, ja, tænkte jeg. Der kan du da få afløb for dine agressioner uden at blive modsagt.
Jeg kunne godt være blevet fornærmet over at hun dristede sig til at bringe uorden i den lille harmoni ved søens bred, som jeg kaldte min. Men når jeg dvælede i mit paradis, oplevede jeg en fred, der gjorde mig immun for irritation, som ellers kunne have forstyrret min ro. Ja, måske syntes jeg endda, det var en smule underholdende at sidde og betragte den berusede kvinde. Eller var hun sindsforstyrret? Ialtfald syntes hun ikke at udgøre nogen trussel mod min idyl, så jeg kastede et muntert "godaften" over mod hende. "Hold kæft" råbte hun tilbage. Nå ja, hvis det skulle være sådan, så o.k. da! og jeg viede atter min opmærksomhed til det andet element -det våde.
Men der gik ikke lang tid, før hun stod ret foran mig og spærrede udsigten til søen og svanerne. "Er du oprigtig?" spurgte hun. Ja, ja. Oprigtig? Hvad mente hun? Det var jeg vel. Jeg gad ikke bruge energi på at finde ud af, hvad hun mente, hvis hun i da det hele taget mente noget. Så jeg valgte bare at bekræfte, at jeg var oprigtig. Er du sikker? spurgte hun. Ja, ja. Jeg var sikker. Nå, men så godaften da.
Jeg blev lidt ilde tilmode, for jeg syntes nok, hun trængte sig lidt rigeligt ind på mit revir. På den anden side kunne jeg heller ikke jage hende væk, for selvom jeg havde gjort denne del af parken til min, ejede jeg den jo ikke. Sådan retsligt, altså.
Og i grunden var hun et muntert islæt i min ellers -må jeg indrømme- lidt ensformige liv.
Jeg kan danse, sagde hun. Nå. Det kan jeg også, sagde jeg. Ja, men jeg kan danse ballet! Ja, ja. Det er godt med dig, tænkte jeg, men sådan siger man ikke til en tosse, så i stedet foreslog jeg: Så giver du vel et nummer? Ja, hvad skal jeg spille, spurgte hun. Jeg tænkte mig godt om, for jeg har ikke den store forstand på ballet. Men efter en pludselig indskydelse sagde jeg: Svanesøen! Mon ikke, der er en ballet, der hedder sådan?
Fint, sagde hun. Og så begyndte hun at danse. Jeg blev helt forstemt, for det så faktisk godt ud, det hun havde at byde på. Hendes elegance mindede virkeligt om en svanes. Jeg ved ikke, om hun nogensinde har lært at danse ballet, eller det bare var noget, hun improviserede. Jeg ved det ikke, for jeg har aldrig set en ballet. Men jeg var betaget af hendes dans. Så da hun holdt inde, klappede jeg som et helt teater.
Hun kom hen til mig og satte sig på bænken. Jeg rykkede lidt væk, for hun var jo syg. Eller var det hende der var rask og resten af verden, der var syg? Nej vrøvl. Det måtte være et spørgsmål, jeg havde læst et eller andet sted!
Hun sad lidt uden at sige noget. Som ventede hun, at jeg skulle sige noget. Men jeg sagde ingenting. For hvad skulle jeg sige? Jeg var nok også en smule bange for at blive trukket med ind i hendes syge verden. Det blev derfor hende, der først brød tavsheden: Jeg kan også tegne. Og så tegnede hun en svane. Med ganske få streger. Men umiskendeligt en stolt svane med knejsende nakke. Igen fik jeg den der underlige rislen ned ad ryggen, for jeg måtte erkende, at hun virkeligt var begavet. Men var hun normal, hvad da med mig selv? Jeg følte mig usikker og utryg. Jeg måtte hellere gå hjem. Jeg rejste mig for at sige farvel, men hun sagde: Jeg kan godt lide dig. Hvis du vil, må du godt komme med op i min lejlighed og se min engel. Jeg forestillede mig et maleri eller måske en lille skulptur. Men hun fortsatte med at fortælle, at hun hver aften fik besøg af en lysende engel, og at hun havde lyst til, at jeg skulle komme og hilse på den. Nej, nu vidste jeg da, at hun var forrykt. Jeg måtte hellere skynde mig at trække mig tilbage, før jeg fik påtaget mig et ansvar , som jeg aldrig ville kunne ryste af.
Da jeg gik hjemad vidste jeg, at jeg ikke nogensinde mere havde lyst at vende tilbage til min søbred med de fjerne horisonter. Fra nu af måtte den ensomme svane klare sig uden min hjælp og opmærksomhed.