Nåde og barmhjertighed og fred fra Gud Fader og fra Jesus Kristus, Faderens søn, skal være med os i sandhed og kærlighed. Sådan skriver Johannes som indledning til sit andet brev.
Hvis man har en smule livserfaring, ved man at man har brug for at blive mødt med nåde, barmhjertighed og fred! Der er ikke mange, der er så perfekte, at de ikke har brug for at andre mennesker bærer over med dem. Der er ikke mange, der altid har så meget succes, at de ikke har brug for lidt godhed og hjælp fra andre mennesker. Og der er slet ingen mennesker, der ikke har brug for at leve i fred og fordragelighed med andre.
Nu kan ovennævnte sætning forstås på to måder. Den kan forstås sådan, at vi erkender at vi har brug fo, at Gud Fader og Jesus Kristus er nådig mod os, er barmhjertig mod os og giver os fred.
Men den KAN faktisk også forstås sådan, at vi ved, at hvis vi skal have et nådigt og barmhjertigt sind overfor andre mennesker, og hvis det skal lykkes os at leve i fred og fordragelighed med andre, så er det ikke egenskaber vi kan tage fra os selv. Så har vi brug for at GUD giver os nåde, barmhjertighed og fred at dele ud af til andre.
Men faktisk er det jo nok to sider af samme sag. Vi modtager fra Gud. Og så får vi overskud at dele ud af!