Katten.
Det var en småfrysende februardag lige over middag. Ikke med blå himmel og sol der skinnede over nyfalden sne, men en dag med tunge grå skyer, der slæbte sig hen over den golde jord.
Jeg havde ikke været der før, men min sædvane tro havde jeg skimmet kardex: Niels Thomsen. Født 24. december 1946...hmmm...juleaften... alkoholiseret. Bladrer lige en gang. Social pension tilkendt 28. marts 2001.
Ringer på. Ingen reaktion. Er han mon hjemme? Det er altid ubehageligt at låse sig ind, når beboeren er fraværende. Som at befinde sig, hvor man ikke bør være. Men ind skal jeg. Han kan ligge hjælpeløs derinde. Eller være død. Nå, sandsynligvis har han bare ikke lyst at lukke op.
Han sidder i lænestolen. Den eneste ledige. Sofaen er fyldt med bunker af papir og gammelt møg. Her har vist ikke været gjort rent i månedsvis. Jeg ville gerne sætte mig, men hvor? Man kommer nemt til at tale ned til mennesker, der sidder ned. Desuden er det ubekvemt at stå.
Ved siden af lænestolen står en krukke, fyldt til mere end randen med cigaretskod. På det lille bord foran, en osende Prince over askebægerets billede af tårnet i zoologisk have.
Jeg forsøger gerne at motivere til lidt livsindhold, noget at gå op i. Stuer afspejler det, der er eller ikke er i beboeren. Derfor ser jeg mig om efter genstande der kan sladre om det, der evt. kunne fylde lidt, give mening i et liv. Bøger? Et musikinstrument? Signaler om andre hobbies? Nej, noget sådant findes vist ikke her. Det jeg er vadet ind i, ligner mere et liv der er gået i stå. Det eneste jeg kan få øje på, er tomme flasker bag lænestolen. Og en halvfuld foran. Havde det været Hof kunne man ane et problem. Men her er det altså whisky!
Videre går øjnene til væggene, hvor jeg erfaringsmæssigt finder det og dem der betyder noget, eller har gjort. Det falmede tapet danner baggrund for et gulnet billede af et ungt forældrepar. Foran en pige på omkring 8 og en lidt mindre dreng med en rødbrun kat i favnen. "Er det dig, Niels?" "Ja", svarer han kort, som om der ikke er mere at sige om den sag. På chatollet midt i nullermænd og ubestemmeligt ragelse står billedet at en vandkæmmet, vel trettenårig gut, fotograferet ved et bord med en opslået bog. Glasset er knækket og fedtet af nikotin. Den knægt kunne være blevet til hvad som helst, arbejder, administrator, akademiker. Eller som her: asocial! Man kan altid se på et fotografi, hvornår det er taget. Opstilling, påklædning, frisurer. Var det ikke sidst i halvtredserne, man tog de skolefotos?
Jeg tager frakken af og hænger den på en krog i entreen. Finder plastikforklæde og gummihandsker i tasken. Jeg har dem med for at beskytte mig mod sundhedsfarlige stoffer i rengøringsmidlerne. Men de kan også være gode at have, når der er så snavset, at man ikke har lyst at røre ved noget.
"Hvor har du gået i skole, Niels?"
"Borgervænget."
Svaret virker mere egnet til at lukke samtalen end på at åbne en konversation. Jeg afsøger tanke og fantasi for en måde at komme videre, men inden jeg når langt i mine overvejelser, siger Niels: "Katten er død".
Udsagnet overrumpler mig. Hvad mener han? "Har du haft kat, Niels?"
Hans øjne søger mod fotografiet på væggen og mine følger med. Til en lykkelig familie fra en svunden tid. Hvis den var lykkelig. Kan man i grunden dømme om sådan noget ud fra et billede? Han hentyder nok ikke til en kat han har haft for nyligt. "Jeg dræbte den." Svaret virker makabert på mig.
"Hvorfor gjorde du det, Niels?"
"For sytten år siden. Jeg har aldrig kunnet gøre en kat fortræd."
Han svarer ikke på det, jeg spørger om. Og sytten år? Aldersforskellen på drengen med den rødbrune kat og manden overfor får mig til at tvivle på, at det er sandheden.
"Hvordan gik det til, at du dræbte katten?"
"Jeg kørte den ned med min cykel! Det var ikke min skyld. Den løb bare ud foran. Jeg havde ikke en chance for at undgå den"
Jeg glemmer i første omgang at få styr på det med katten.
"Hvor har du dit rengøringsgrej?"
"I køkkenet. I det høje skab bag døren."
Jeg finder støvsugeren frem. Den larmer, så samtale ikke er mulig. Det ser ud til at bekomme Niels fint. Mens jeg ordner stuen går han ind på soveværelset. Man kan se meget, når man går og gør rent. På chatollet ligger et brev fra kriminalforsorgen, dateret i år 2000. Hvorfor mon det ligger her endnu? Nå ja, det er der jo så meget andet der også gør. Måske er støvet ældre? Jeg løfter lige papiret. Jo sandt nok, der er støv under. Nå, det behøver ikke betyde noget. Brevet kan være flyttet, siden han modtog det. Selvom jeg er nysgerrig, læser jeg det ikke. Tænk hvis han skulle komme ind fra soveværelset.
Det er ikke nemt at komme til med støvsugeren. Der er bare for mange ting der flyder over alt. Han er ikke visiteret til oprydning. Kun støvsugning og gulvvask. Meget mere kan jeg heller ikke nå på en time. Jeg ville gerne have haft lidt ekstra tid til at snakke. Han har sikkert mindst lige så meget brug for et friskt pust udefra som for at få gjort rent.
Da jeg er færdig med at støvsuge i stuen, eller i det mindste så færdig som forholdene tillader, slukker jeg på støvsugerens afbryderkontakt. Når jeg bruger stikket henne ved entredøren kan ledningen nå rundt i hele lejligheden, så der er ingen grund til at trække proppen ud.
"Hvad har du arbejdet med Niels?" Det er sådan et lille fif, jeg tit benytter. Det at se tilbage, kan godt give lidt mod på at se frem.
"Jeg var værkfører på Morodan." Kender ikke Morodan, men der er mange virksomheder jeg ikke kender navnet på.
"Hvornår stoppede du med det?"
"Sidste år. Fabrikken lukkede og alle blev fyret."
"Og det var umuligt at få noget andet?"
"Ja, hvem har brug for en maskinarbejder i 2004? Jeg var ellers dygtig nok. Har aldrig haft svært ved at finde job. Men i dag bliver alle arbejdspladser flyttet til Østeuropa."
Hmm. Argumenterne ville holde, hvis bare ikke...
"Hvad bruger du så tiden på, når du ikke har et arbejde?"
"Er det et tredjegradsforhør?"
"Næh. Du behøver da heller ikke svare."
"Jeg har jo alle gutterne nede fra klubben..."
"Klubben?"
"Ja, Frem."
Der er langt fra Nordvest til Valby. Men OK. Hvem ved?
"Hvad laver I dernede?"
"Nogle dage sidder vi bare og får en øl. Men jeg er også anfører på old boys' holdet."
Maven, den tunge cigarettåge og skodderne får mig til at tvivle på særligt flotte kondital. Promillerne må være højere. Mon han kan ramme en bold. Han ser sikkert to ad gangen.
"Drikker du ikke for meget, Niels?"
"Jeg drikker ikke mere end jeg kan tåle."
"Men du er jo afhængig af det!"
"Nej, jeg er ikke spor afhængig. Jeg kunne stoppe i morgen, hvis jeg ville."
"Hvorfor vil du så ikke?"
"Fordi sjusserne får mig til at glemme."
"Hvad er det da, du vil glemme?"
"Jeg vil glemme katten."
"Betød den meget for dig, den kat?"
Han svarer ikke. Måske synes han, emnet er udtømt. Jeg skal lige til at tænde støvsugeren igen og gå i gang i soveværelset. Men inden fingeren får trykket, spørger jeg: "Besøger de dig tit, de gutter?"
"Ja, der er næsten altid et par stykker heroppe, når jeg er hjemme."
Jeg ser mig igen omkring og undres over, hvor vennerne sidder, når de er her.
"Nej jeg er såmænd aldrig ensom" bedyrer Niels, som for at besværge den sociale isolation.
"Lever dine forældre endnu?"
"Jeg ser dem ikke. Tror, mor er kommet på plejehjem."
"Hvorfor ser du dem ikke?"
"Interesserer mig ikke. Desuden dræbte jeg katten."
"Har de aldrig tilgivet dig det?"
"Ved det ikke. Opsøgte dem aldrig efter."
"Og de opsøgte ikke dig?"
"Jo, men jeg ville helst være fri."
"Din søster da?"
"Hun er gift.""Derfor kunne du da godt se hende."
"Ja, men det gør jeg ikke."
"Har du aldrig været gift?"
"Jo"
"Børn?"
"Ja"
"Men dem ser du heller ikke?"
"Jeg dræbte katten".
"Det var vel ikke børnenes kat?"
"Nej, jeg ser dem bare ikke."
"Men Niels, ser du ingen mennesker?"
"Jeg har jo gutterne nede fra klubben."
"Det er dejligt at have bekendte, men er der ingen der er rigtig tæt?"
"Jeg har ikke brug for nogen."
"Alle har da brug for nogen, Niels."
"Man har ikke brug for dem, der ikke er der, når man behøver dem. Man har brug for nogen, der er loyale. Ellers er det bedre at være alene."
"Har du aldrig haft en rigtig god ven? En du kunne gøre ting sammen med. En du kunne dele dine inderste tanker med?"
"Jeg havde en. Han døde for sytten år siden. I et slagsmål. Drabsmanden havde vist drukket for meget."
"Savner du ham?"
"Nej"
"Men han var din ven!"
"Ja, men nu er han død."
Synes han, jeg snager for meget? At jeg går for tæt på? Jeg får trykket på knappen og støvsugerlarmen umuliggør igen for en stund samtalen. Men den kører videre inde i mit hoved, mens jeg tager soveværelset. Hvad mon der foregår i hans? Her er indelukket. Skal jeg åbne et vindue? Nej, det er nok for koldt. Jeg pakker støvsugeren sammen og stikker lige hovedet ind i stuen: "Nu er der ikke længe til foråret, Niels. Glæder du dig?"
"Jeg har ikke noget at se frem til."
"Så må du skaffe dig noget. Du er ikke 60 endnu. Livet ligger i dine egne hænder."
"Hvilke muligheder har jeg?"
Nej, hvilke muligheder har han? Jeg ville ønske, jeg kunne modsige ham, men hvad har han at se frem til?
"Synes du ikke livet er dejligt sådan en lun forårsdag, når solen smiler ind ad vinduet og man hører fuglene synge udenfor?" Det er det gode ved gulvvask frem for støvsugning. Man kan snakke imens.
"Jeg er ligeglad med om du gør rent. Kan du ikke handle lidt ind for mig i stedet?"
"Det kunne jeg godt, men ville du ikke have godt af selv at trække lidt frisk luft?"
"Jeg har det bedre herhjemme."
"Du har da godt af at komme lidt ud."
"Nej der er mere trygt her."
"Skal vi så ikke følges ad hen i Netto?"
"Nej, jeg bliver."
"Det er jo dit eget valg. Hvad mangler du at få handlet ind?"
"20 Prince og 2 flasker whisky."
"Nej, Niels. Det vil jeg altså ikke købe til dig. Hvis du har brug for noget til køleskabet, er det OK. Men sprut, det henter jeg altså ikke til dig." Jeg er færdig med gulvet i stuen nu, og fortsætter i entreen. Der er tavshed. Dræbende tavshed. Jeg tænker, om han måske er sur over at jeg ikke vil gå ned og hente sprut til ham. Jeg skal lige til at begynde på gulvet i køkkenet, da det lyder inde fra stuen: "Vil du gerne vide, hvorfor jeg dræbte den?"
"Ja, det vil jeg gerne vide."
"Jeg havde lyst at se nogen dø. Ville vide, om jeg var i stand til at gøre det."
Jeg mærker kuldegysningerne risle ned ad ryggen på mig. Måske er det ikke ment sådan, men jeg føler det som en trussel. Han må bare ikke se, hvor ræd jeg med et er. Jeg skynder mig at gøre køkkengulvet færdigt. Badeværelset får være.
"Niels, jeg har ikke mere tid. Jeg må videre til den næste." Jeg hører ikke engang hans svar, inden jeg står ude på gaden iført plastikforklæde og gummihandsker, og med min frakke over armen.