Jødernes konge.
I årene 598 og 587 før vor tidsregning skete en katastrofe for det jødiske folk: De sidste konger i Davids dynasti blev bortført til Babylon, hvor de døde. Kong Jojakins børn førte godt nok slægten videre, men ingen af dem blev igen konge i Jerusalem. Det var afslutningen på en stor æra i det jødiske folks historie.
Men så læser vi i Mathæus evangeliet, at Jojakins slægt føres videre til Josef, der blev adoptivfar til Jesus. Dermed er Jesus legitim arvtager til jødernes kongetrone. Og det er ikke tomme ord, når vi omkring Jesu domfældelse og korsfæstelse læser, at Jesus bekender sig som jødernes konge.
Det her bør vi som kristne lægge godt mærke til! Jesus er retmæssig konge over alt hvad der lever. Men først og fremmest er han jødernes konge. Og engang skal alle mennesker på jorden vende sig til Jerusalem, hvor Jesus skal regere. Det bliver der ikke holdt mange prædikener om, men det burde der nok. For vi vil gerne anerkende Jesus som symbolsk konge. Men Bibelen viser ham som virkelig konge.
Der er noget befriende ved at tingene bliver gjort så jordnært. Det at være kristen er ikke først og fremmest store visioner og åbenbaringer. Det er at leve sit liv i lydighed mod ham, der er givet al magt i himlen og på jorden. Tænk, hvor anderledes verden ville være hvis alle, der kalder sig kristne, gjorde det!