Vi mennesker er nogle underlige væsener. Når det går os godt, roser vi os selv, og når det går skidt, bebrejder vi Gud.
Sandheden er, at vi hvad enten det går op eller det går ned i livet, er underlagt Guds suveræne almagt.
Herren dræber, og han gør levende,
han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;
Herren gør fattig, og han gør rig,
han ydmyger, og han ophøjer. 1. Sam. 1.6-7
Jeg kunne forestille mig at en og anden vil protestere over påstanden om, at det alene er Gud der handler med os. Er det da helt ligegyldigt, hvordan jeg håndterer mit liv? Er det fuldkomment omsonst, når jeg kæmper min brave kamp for at få livet til at hænge sammen?
Nej, din kamp for tilværelsen er ikke forgæves eller ligegyldig. Gud forventer af dig at du bruger hver en evne han har givet dig. Men du kan kun leve livet indenfor de rammer, Han giver dig. Han kan indsnævre eller udvide dine muligheder. Og når han vil, kan han fjerne de evner, han har givet dig. Han kan gøre dig invalid, så du ikke længere kan udføre det arbejde, han har sat dig i.
Hvis du ikke har tro på, at Gud er god og vil dig det godt, kan tanken om Hans almagt gøre dig mismodig. Men hvis du har tillid til at Han ser længere og dybere end dig, kan du kun glæde dig over, at det er Ham, der i sidste ende holder rammerne for dit liv i sine hænder.