"Det var sådan en god aften".
Ovenstående udsagn har jeg af og til hørt efter en bibeltime. Men det pudsige er, at udsagnet som regel kommer fra en af dem der har sagt mest i løbet af samtalen. Nu skal det retfærdigvis siges, at den der er mest optaget af et emne også tit vil være den der føler sig mest tilskyndet til at sige noget om det. Men derfor finder jeg det alligevel lidt pudsigt at de der har "fyldt" mest også er dem der fandt aftenen mest udbytterig.
Men måske er det ikke så mærkeligt at det forholder sig sådan. Vi kommer til bibeltime for at "få fyldt på". Men det der former et menneskes identitet er faktisk ikke så meget det, der kommer ind gennem øjet når vi læser eller ind gennem øret når vi hører. Nej, det der giver identitet er det, der kommer ud gennem munden! Lad være at vi skal have input gennem øje og øre før vi kan formulere noget meningsfyldt med munden. Men vi tilegner os tingene allerbedst ved selv at formulere dem.
Du kender det garanteret, hvis du har taget en uddannelse. Du lærer ikke ret meget, hvis du bare sidder i et klasseværelse og lytter til det læreren siger. Eller når du bevidstløst læser side op og side ned i din lærebog. Men hvis du selv formulerer dig ved at referere for andre, så tilegner du dig stoffet meget bedre.
Paulus har fat i sandheden i det her når han i Romerbrevet skriver: " Med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse". Hemmeligheden i det her er ikke så meget, at du først skal være en missionær for at gøre dig fortjent til at frelses. Nej, hemmeligheden er, at din identitet som kristen skabes ved at du over for andre med din mund formulerer, hvad du tror på.