Ubåd
Mens urets visere nærmede sig 12, blev Johnny mere og mere nervøs. Ville gerne bilde sig ind, at han svedte, fordi der var varmt i kommandorummet. Men han vidste bedre. Kunne rundt i kredsen ikke undgå at bemærke, at han ikke var den eneste, der havde det sådan.
Hvor ville han ønske, han var stået af inden neddykningen i går. Kaptajnen havde sagt, at enhver der ikke ville være med, frit kunne stå af. Men Johnny vidste også, at den, der måtte have takket ja til tilbuddet, ville blive hylet ud i uger eller måneder af resten af besætningen.
Hans øjne gled op under periskopet. Til kalenderbladet, der snart ville blive revet af. For at afsløre en anden topløs pige end hende, de havde set på hele december måned.
Den karakteristiske u-båds aroma var kendelig, men endnu ikke kvalmende. Narhvalen havde kun været nede godt et døgn i denne omgang. Den almindeligt kendte ubåds-sjaskethed sansedes ikke af nogen af de tilstedeværende. Det var kun pertentlige oven-vands-folk, der påstod, u-bådsstaben kan kendes på flere hundrede meters afstand. Horisontalt, altså!
Ni minutter igen. Snart ville spændingen være udløst. Alle ønskede at give det udseende af, at alt var normalt, men af tavsheden vidste han, at alle var anspændte som han selv. For bare en halv time siden havde næstkommanderende gjort sig lystig over dommedagsprofetierne. Verdens undergang. Og år2000 problemet. Mest det sidste, selvfølgelig. I ironien lå underforstået: Nytårsskiftet ville være som ethvert datoskift: En menneskeskabt markering. Ikke andet. Bagefter ville alt være som før. Men selv næstkommanderende var tavs nu.
Syv minutter. Som tiden sneglede sig af sted!
Faktisk var det mod alle regler, det de havde gjort. De skulle have ligget i Frederikshavn nytåret over. Johnny grundede lidt over, hvordan de havde fået lov at sejle. Om de havde fået lov i det hele taget. Og hvis ikke, hvilket tjenstligt efterspil denne sejlads kunne få for kommandørkaptajnen.
Hvor tåbeligt - ja barnligt - var det ikke, det de havde gjort? Sejle ud bare for at demonstrere. For at udfordre skæbnen? Og han havde ikke været tilfreds med bare at gå ned udenfor Frederikshavn. Næ, de måtte helt op i Norske Rende. Ingen danske dybder var tilstrækkelige for hr. kaptajnen. De stærke radiosendere kunne nå ned i 100 meter, men eftersom der jo ikke var noget år 2000 problem, ville han så langt ned, at ingen signaler kunne nå. Og nu lå Narhvalen 800 meter nede, mens Oslobåden fra København gled hen over deres hoveder. Hvis den da ikke var indstillet i nat på grund af år 2000 risikoen.
Fem minutter i tolv. Johnny prøvede at forestille sig, hvor meget af deres udstyr, der potentielt indeholdt den lille chip, der ikke kan klare skiftet fra 99 til 00. Men uanset hvor megen umage han gjorde sig, evnede han ikke at tænke sig til, hvor omfattende problemet kunne være. Og slet ikke, hvor store konsekvenser, det kunne få. Om noget gik galt, ville man da på Flådestation Frederikshavn vide, hvor de var? Når de var sejlet ureglementeret, kunne chefen vel ikke have orienteret nogen om deres position? Det ville heller ikke ligne ham. Han var jo så sikker på, at der ikke var noget problem. Hvorfor da gardere sig?
To minutter. Kaptajnen rejste sig. Tog champagneflasken og glassene frem fra skabet. Den champagne, der skulle markere overgangen til det ny årtusind. Stillede den på bordet. Og satte sig igen. Begyndte at hælde op. Johnny så for sig mor og far derhjemme sammen med Linda og Keld. De ville nu stå parat med deres glas, mens de ventende fulgte Rådhus-urets visere på fjernsynet. Ventende på det ny årtusind. Men herned nåede ingen klokkeslag. Her måtte man stole på kommandørkaptajnen og hans ur. Og selvfølgelig det på væggen.
Tredive sekunder, femogtyve, tyve. Alles øjne fulgte sekundviseren på årtusindets sidste omgang på urskiven. Femten, ti. Om et øjeblik ville euforien bryde løs i Danmark, ja i hele Europa. En halv verden på den østlige halvkugle var jo allerede gået ind i det ny årtusind. Fem, fire, tre, to, en. Jamen så godt nytår da. Chefen skålede med besætningen. Alle følte en eller anden form for befrielse. Selvfølgelig havde alle bange anelser været helt hen i vejret. Hvad skulle der også kunne ske. Nytåret var trods alt, som næstkommanderende havde ment, bare en menneskeskabt markering.
"Jamen, så lad os komme tilbage til Frederikshavn." Næstkommanderendes stemme lød lettet og kom som en lettelse efter mere end et døgn i en anspændthed, ingen ville erkende..
Maskinmester gik ned i maskinrummet for at sende trykluft ind i hovedtanken. Det ville tømme den for vand og lette bådens vægt så den steg mod havoverfladen. Resten af mandskabet gav sig til at fejre nytåret. En skive på CD'en, og dans, selvom ingen piger var ombord. Selv narrehattene havde man husket, men ingen havde spurgt efter dem før nu.
Kl var helt præcist 00:13, da maskinmester kom op. Ingen kunne være i tvivl om, at noget var galt. Han var fuldkommen bleg: Der er ingen trykluft!
Musikken spillede endnu. Du burde købe dig en tyrolerhat… Men al feststemning var som blæst væk. Nogle stod, andre sad, som de havde gjort, da maskinmester kom op. Et mini-Pompei lig den lava og aske havde fastfrosset august måned år 79.
Næstkommanderende var den, der først fattede sig. Vi må have trikkeren ned og kigge på det. "Trikkeren" var en forkortelse for "elektrikeren". Sammen gik trikker og maskinmester ned. Resten af mandskabet burde have fortsat festen, men ingen havde lyst at røre sig. Der var så stille, at man kunne høre trikker rumstere dernede. Der gik nogle få minutter. Så gik lyset ud.
"Start nødgeneratoren!" brølede næstkommanderende uden antydning af den ironi, han havde haft i stemmen for en lille time siden, da han udbredte sig om verdens undergang og år 2000 problemet. Der gik nogle få sekunder, men de føltes som evigheder i det mørke kommandorum. Så lød maskinmesters stemme nedefra: "Ingen reaktion."
Johnny følte halsen snøre sig sammen. Som om iltforsyningen allerede var sluppet op. Han vidste, det umuligt kunne være sandt, men sådan føltes det. Ville de nogensinde igen komme op? Og var problemet begrænset til ubåden, eller var Ragnarok brudt løs? 800 meter deroppe.
Det var slemt at sidde i mørke. Men det var godt, ingen kunne se ham. Selvom de andre sikkert havde det ligesådan. Ingen sagde et ord. Han overvejede lidt at spørge, hvad de tænkte, men gjorde det ikke. Tænk at vise svaghed, hvis det hele nu var ingenting.
Han tog sig i at sende en bøn op til Vorherre. Han var ikke religiøs, og ville aldrig indrømme over for noget menneske, at han bad. Det gjorde han normalt heller ikke. Kun i en kneben situation, hvor alle andre veje var lukkede. Hvor ingen andre end ham deroppe kunne hjælpe.
Skulle han dø? Hvad var verdens undergang?
Ikke spørgsmål, han normalt beskæftigede sig med. Men det var svært at lade være nu. Tænk, hvis det var sandt, at verden gik under nytårsnat år 2000, som nogle fanatikere i en frokostavis havde påstået. Ikke, at han troede på det. Selv ikke nu. Eller gjorde han? Bare lidt? Hvordan ville verdens undergang være? Ville det buldre og brage? Ryste og brænde? Eller ville alt bare gå i stå? Som nu. Kunne det tænkes, at alting i hele verden bare var holdt op at fungere? I så fald var det ikke smart at sidde nede på bunden af Norske Rende. Eller kunne det i grunden være lige meget, hvor man var, når alting gik i stå?
Ærligt talt troede han ikke rigtigt på, at verden var gået under. Bare Narhvalen var gået under. Men det var også slemt nok.
Hvad havde han fået ud af sit liv? Og hvad ønskede han af sit liv. Hvis det ikke var for sent, altså. Havde han gjort noget forkert? Noget han ikke ville have gjort, om han havde forudset, at han skulle ende sine dage her?
Man kunne stadigvæk høre maskinmester og trikker rumstere i maskinrummet. Af stemmerne kunne han høre, at næstkommanderende også var dernede. Han havde ingen anelse om, om også andre var gået, eller om alle sad tavse her i mørket. Men pludselig hørtes en bange røst fra den anden side af bordet: "Er der nogen, der kan bede?" Han var ikke helt sikker på, hvem det var, der havde spurgt, men stemmen blev efterfulgt af en hulken et andet sted i lokalet. Og pludseligt var der ikke mere nogen, der forsøgte at holde facaden. Der blev en mumlen af angst over hele linien. "Er der nogen, der kan bede?" Spørgsmålet blev gentaget. Johnny ventede på, at en anden skulle melde sig. Selv om han ikke bad så tit, kunne han jo godt, når det skulle være. Men han var ikke meget for at gøre det højt og offentligt. Der gik et par minutter. Så vovede han sig: "Kære Gud. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan du helst ser, man taler til dig. Men som du nok kan forstå, har vi et Helvedes problem her. Jeg beder dig bare om, at du i det mindste vil skaffe os noget lys…."
Længere nåede han ikke. For i samme nu strålede et lys så stærkt, som han ingensinde før havde set magen til. Og midt i lyset stod en skikkelse, han ikke var helt sikker på, han kunne beskrive. Men af en eller anden grund mente han, det måtte være Jesus.
Tiden stod stille. Eller rettere: Det føltes som om den var ophørt. Kunne det være evigheden, der var begyndt?
Men så var lysskæret væk ligeså pludseligt, som det var kommet. Johnny var fortumlet og målløs. Som om han lige var landet på sine to ben efter en længere flyvetur med vinger han ikke havde. Han ville spørge sine kammerater om noget, men kunne ikke finde ord. Og da var det, det gik op for ham, at de måske ikke havde oplevet det samme, som han selv. For de sad endnu og mumlede og klynkede. Hvis de da ikke græd. Og det var voksne mænd. Det faktum, at de nok ikke havde set det, gjorde ham blot endnu mere fortumlet og usikker. Havde han overhovedet set noget, eller var han bare ved at blive skør? Var det situationens pres og alvor, der havde fået ham til at se syner? Han tog sig til hovedet. Jo knolden var der godt nok. Han kunne føle det. Så havde han da i det mindste sin krop endnu!
Timer gik. Stadig ingen løsning på de tekniske problemer. Det blev mere og mere mærkbart, at luftens iltindhold blev mindre og mindre. Det var ved at være svært at ånde. Gad vidst, om nogen savnede dem i Frederikshavn. Hvis Frederikshavn altså stod endnu. Og hvis der på Flådestationen var mennesker under så normale forhold, at de kunne savne nogen.