En mand fortalte mig engang, at han som lille dreng var blevet lagt alene i seng, mens de voksne sad inde i stuen ved siden af. Mens han lå i sengen og kiggede på sine udspilede fingre gik det første gang op for ham, at han var helt alene med sit liv. Det var en chokerende oplevelse.
Menneskeliv leves sammen med andre. Men eksistentielt er vi alene, overladt til os selv. Det er en sandhed som vi oplever drypvis og lejlighedsvis. Heldigvis hviler vi grundlæggende i fællesskaber, men begivenheder som arbejdsmæssig ledighed, skilsmisser eller dødsfald kan bringe os i situationer, hvos vi føler os overladt til os selv med vore liv..
Men selvom disse katastrofeoplevelser kan give en smertefuld eksistentiel ensomhed, er det også dem, der bringer os i den dybeste kontakt med livet. De tvinger os til at finde ressourcer i os selv, som vi måske slet ikke anede, var der. Og mest af alt giver de os en værdifuld mulighed for at komme i dybere kontakt med Gud.
Der er flere eksempler i Bibelen på mennesker, der søgte ensomheden for at finde dybere ind i livet. Eller måske af Gud blev ført ind i ensomheden. Profeter som Moses og Elias blev ført ud i ørkenen for at møde Gud. Og Jesus selv søgte ud i ørkenen eller til ensomme steder for at bede til Gud. Vi har ikke ørken i Danmark, men en tur i skoven eller alene til stranden kan gøre det ud for ørken.
Når du har været ude for din oplevelse af eksistentiel ensomhed, finder du ressourcer til et mere frugtbart liv. Måske et liv i tjeneste for medmennesker i en eksistentiel krise, som den der bragte dig selv i dybere kontakt med livet. Eller andre opgaver, som Gud har, specielt til dig.