Jeg har det lidt sådan, at mine yndlingssteder i Bibelen skifter fra tid til anden. Lige for øjeblikket er min favorit nok Salme 91:

v1 Den, der sidder i den Højestes skjul,
har sin bolig i den Almægtiges skygge;
v2 han kan sige om Herren:
»Min tilflugt og min borg,
min Gud, som jeg stoler på.«

Her hos os kan vi godt lide at tænke på vort hjem ikke bare som vort hus, men som Guds hus. Det tror jeg heller ikke, Gud har noget imod.
På en eller anden måde må det vel betyde, at alt hvad der sker i huset, skal kunne tåle at blive set af Gud, og alle aktiviteter, der udgår fra huset, skal være aktiviteter, der er inspireret af Guds Ånd. Det vil sige, at de vibrationer, der udgår fra vort hjem, skal have som mål at velsigne andre mennesker. Det er nemlig i pagt med Guds Ånd.
Sådan som Jesus siger om sig selv: "Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene". Det er et ret fantastisk udsagn. Tænk at Gud, der er det højeste princip af alle, ikke  har som mål at lade sig tjene, men at tjene os små mennesker. Det princip vil vi gerne have i vort hjem: Vort ønske er ikke at drage fordel af andre mennesker, men at være til velsignelse for dem.

Det var vers 1 i Salme 91: Vor bolig er i Den Almægtiges skygge. Men hør så bare anden halvdel i vers 2:

Når vi har det sådan, så har vi lov at sige om Gud: Han er vor tilflugt og vor borg. Når GUD giver os lov at sige sådan, er det ikke bare løse ord. Så er det fordi det er sandt: Gud ER vor tilflugt og han ER vor borg. Og vi kan roligt stole på ham.

Mennesker søger tilflugt i alt mulig andet end netop Gud. Men alt andet, som mennesker kan finde på at stole på, skuffer i det lange løb. Du kan have alle mulige formål med dit liv, og du kan søge din tryghed i alt muligt andet. Men det holder ikke en meter. Kun Gud er værd at regne med.