Skærtorsdag

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« Joh 13,1-15

”Det var før påskefesten...”...... for en dansker i 2010 en ubetydelig sætning, men for en jøde omkring år 30 mættet med indhold. Desværre betyder påsken for dagens dansker nok ikke stort andet end velkomne fridage, men for en jøde var og er PÅSKEN festen over alle, måske nærmest som vores jul. Skal vi derfor indfange betydningen af ”Det var før påskefesten...” skal vi måske oversætte det til ”Det var juleaftensdag. Familien gjorde sig klar til at sætte sig til omkring bordet...”.

Nu har påsken et indhold der relaterer til Jesu død og opstandelse, men det springer vi over i denne sammenhæng, fordi tekstudsnittet fokuserer mere på festen end på påskens indhold. Endnu da jeg var barn for 50 år siden hørte forberedelser som rengøring med til julens forberedelser. De stod vel på en eller anden måde i kontrast til selve højtiden. Således også fodvaskningen. Inden påskemåltidet måtte man soigneres. Og fodvaskningen hørte ikke til de mest ærefulde hverv; det var noget tjenerne tog sig af.

Nu sætter Jesus sig ned og begynder at vaske disciplenes fødder. Som om han var den ringeste af dem alle. Ikke sært, at Peter protesterede. Jesus var mester og ikke tjener.

Men på en sær måde indfanger Jesus her selve kernen i påsken. Jøderne slagtede et lam til festen. Men lammet var symbol på Jesus. Dagen efter dette måltid bliver Jesus lammet der bliver slagtet for at påskemåltidet overhovedet kan realiseres. Det var faktisk at synke endnu dybere end tjeneren, der tager sig af det nedværdigende hverv at vaske festdeltagernes fødder.

Jesus oplevede det blandt sine disciple, at de skændtes om, hvem der var den største. Den kappestrid foregår stadig blandt kristne. Men hvordan i alverden kan vi stræbe efter at være større end vore medkristne, når vores herre og mester ikke holdt sig for god til at lade sig spotte og spytte på. Ikke for god til at give sit liv for at der overhovedet kan blive en menighed?

Jo det var noget af et eksempel, Jesus gav, da han bøjede sig ned og vaskede sine disciples fødder.