Palmesøndag

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: »Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!« Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: »Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl.« Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Joh 12,1-16

”Det forstod hans disciple ikke straks.” For dem var det en ”dagligdags” ting at Jesus satte sig op på et æsel og red ind i Jerusalem. Ikke sådan at forstå, at de havde oplevet det før. Men hvordan skulle han dog ellers ride, hvis han altså skulle ride. At forestille sig Jesus, som den jævne mand han var, sætte sig op på en hest, ville da være for vanvittigt. Heste var forbeholdt magthaverne. Først længe efter gik det op for dem, at det netop i de gamle skrifter var profeteret at han ville komme som konge og komme på et æsel.

Når man oplever noget guddommeligt kan det være svært lige i øjeblikket at erkende, at det er guddommeligt. Netop fordi den almægtige Guds væsen ikke er at slynge om sig med store armbevægelser.

I 2. Kongebog kapitel 5 læser vi om syrerkongens hærfører, Na'aman der er spedalsk. Han kommer til profeten Elisa for at blive helbredt. Men Elisa kommer ikke engang ud til ham. Han sender et bud ud for at sige, at han skal bade syv gange i Jordanfloden. Først bliver Na'aman vred, men lader sig så overtale til at gøre, som Elisa beder ham om. Og bliver rask.

Der er faktisk også i dag mennesker, der ikke vil tro på Gud, fordi det, de oplever omkring det med Gud er så dagligdags, at de har svært ved at tro, at det er guddommeligt. De vil meget hellere opleve dramatiske mirakler end nøjes med at Gud arbejder og velsigner i det dagligdags.

Tag bønnen for eksempel. Vi beder Gud om noget, og oplever ikke at der øjeblikkeligt sker dramatiske ændringer. Inden Gud svarer på en fuldstændig udramatisk måde, har vi glemt, hvad vi bad om. Og så hævder vi skråsikkert, at Gud ikke hører bøn.

Det er snart påske. Ude i naturen oplever vi et dramatisk under, der gentager sig år efter år. Det, der for få uger eller dage siden virkede dødt, får liv med en kraft, vi simpelthen ikke fatter eller forstår. Men fordi vi oplever det hvert år, vil vi ikke tro, det er Gud der gentager sit skaberværk.

På det personlige plan skaber Gud også liv. I os. Hvis vi vil lade ham gøre det. Den årlige gentagelse af beretningen om, hvordan Guds søn døde og genopstod for at give os liv, har lige så stor livgivende kraft som fotosyntesen, der hvert år forvandler kold og gold vinter til varm sommer.