Maria Bebudelse




Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55


Maria er blevet berørt at Helligånden. Som ingen anden hverken før eller siden. Berøringen er så kraftig, at hun er blevet gravid og skal føde Guds Søn. Det er de fysiske fakta omkring Maria's bebudelse her 9 måneder før jul.


Men hendes berøring af Helligånden får også et andet udtryk. Helligånden ved nemlig ting omkring livet, som ingen mennesker kan vide. Det gør ham i stand til at undervise det menneske, der bliver berørt af ham.. Det er Talsmanden, som Jesus taler om i Johannesevangeliets kapitel 14.


Vi ved faktisk intet om Maria, før englen Gabriel kommer til hende. Men jeg gætter på, at hun har været en helt almindelig pige. Men nu har Helligånden rørt ved hende og pludselig kan hun sige noget om Gud, som en helt almindelig pige normalt ikke vil sige. Hun indser, at Gud er den, der har magt til at styrte verdens magthavere fra deres troner og give gode gaver til dem, der ingenting har.


Almindelig menneskelig tankegang tror, at vi mennesker selv kan tilkæmpe os magt, rigdom og indflydelse. Men når vi berøres af Helligånden og ser tingene med Guds øjne, ved vi, at sådan forholder det sig ikke. Al magt er Guds, og han giver til den han vil. En skræmmende tanke for den magtfulde. Men en vidunderlig tanke for små ubetydelige mennesker.