Langfredag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.« Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså. Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden. Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.« Joh 19,17-37

Der er så mange aspekter i dagens tekst, at man næsten ikke ved, hvad man skal gribe fat i. At forsøge at prædike over alle, vil give en meget forvirrende og usammenhængende prædiken. Men vi kan bruge overskriften over korset: ”JESUS, JØDERNES KONGE”.

Jesus nedstammede fra David, til hvem Gud lovede, at der aldrig skulle mangle en efterkommer efter ham som konge over Israel. Men nu var der gået 600 år uden at nogen af Davids efterkommere havde været konge. Meningen kan kun være, at Guds løfte gjaldt Jesus. HAN vil altid være konge over jøderne.

Men hvordan det? I de 2000 år der er gået siden, har jøderne jo ikke haft nogen konge? Eller hvad? Jo, Jesus ER jødernes konge; de ved det bare ikke selv. I mange århundreder har de været på flugt rundt om i verden, alt efter de politiske omstændigheder, til tider ønskede på grund af deres dygtighed, til andre tider fordrevne på grund af misundelse. Nu har de deres eget land, men virker alligevel ”herreløse”, som får der ingen hyrde har. Deres hjemløshed og herreløshed ophører først den dag, de anerkender Jesus som deres herre og konge. Det siger Bibelens profetier til gengæld også kommer til at ske.

På dette punkt som på mange andre er jøderne et komprimeret billede på alle verdens folkeslag. Jesus er nemlig HELE VERDENS KONGE. Der er bare alt for mange, der er ikke ved det, og derfor lever på flugt fra sig selv og fra livet. DIN flugt ophører først den dag, du anerkender, at Jesus også er DIN KONGE.