Søndag efter Påske
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19
Tre gange spørger Jesus Peter, om denne elsker ham. Det svarer til de tre gange, Peter fornægtede Jesus natten til Langfredag. Det er blevet sagt, at Peter derved fik lov at gøre skaden god igen.
Jeg ved ikke helt, om jeg kan gå med til den udlægning, at skade kan gøres god igen. Jeg ved med mig selv, at der er episoder i mit liv, jeg aldrig kan rette op på. Ja, jeg vil ikke engang forsøge. Sket er sket, og udtalte ord kan ikke kaldes tilbage. Egentligt burde jeg få dårlige nerver af alle de sorte episoder i mit livs epos. Der er faktisk også kun en eneste grund til at jeg ikke får det. Det er, at på grund af Jesu blod er der slået en fed rød streg over alle mine fejltagelser.
Hvis Jesus derfor skulle finde på at spørge mig: ”Holger, elsker du mig?” kan jeg kun svare: ”Ja, Jesus, jeg elsker dig, fordi du har reddet mig ud af alle de fejltagelser, jeg har gjort mig skyldig i.”
Jeg tror, at da jeg var yngre, tænkte jeg at ved at anstrenge mig kunne jeg forbedre mig og undgå nogle af de fejl, jeg tidligere havde begået. Nu ved jeg snart ikke. Livet har lært mig, at det aldrig bliver bedre med ham Holger. Men jeg har også lært, at på trods af at jeg ikke er og aldrig bliver bare tilnærmelsesfri fejlfri, så har jeg livet, fordi det er Jesus, der giver det til mig. Livet har lært mig, at jeg er accepteret, ikke på grund af det, jeg er, men på grund af det, Jesus er.
Så jo, jeg vil tage Peter i hånden og stille sige mindst tre gange: ”Jesus, jeg elsker dig.”