Midfaste Søndag


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«] Joh 6,24-35[36-37]


Jesus havde succes. Hans berømmelse havde gjort, at mennesker var strømmet ud i ørkenen til ham og drevet af omsorg havde han givet dem noget at spise. Det havde selvfølgelig bare øget hans berømmelse, så endnu flere mennesker strømmede til. Men her er det så, Jesus råber vagt i gevær: ”I stirrer jer blinde på de jordiske behov, jeg kan hjælpe jer med at få opfyldt. Men dybest set er det slet ikke det, jeg er kommet for at give jer. Jeg vil give jer evigt liv!”


Dobbeltheden er i dag aktuel som aldrig før. Jesus hjælper os faktisk tit med at få inddækket jordiske behov. Men han ville snyde os gevaldigt, hvis han opfyldte alle behov for os, måske med det resultat, at vi aldrig ville spørge efter det langt vigtigere, som evigt liv er.


Jeg tror, mange mennesker, kæmper med problemet: ”Når Gud nu er så almægtig, hvorfor tøver han så med at hjælpe mig med alle mine problemer?” Jeg tror, en del af svaret meget vel kunne være, at Jesus kender dig godt nok til at vide, at når du er mæt, økonomisk tryg og fri for sygdomme, så vil du stille dig tilfreds med det og ikke fatte, at Guds planer med dig rækker langt videre end opfyldelsen af alle jordiske behov.


I vores del af verden har det i alt fald i nogle årtier været sådan, at vi ikke har behøvet bekymre os særligt meget om det daglige brød. Men så er der så mange andre problemer. Det kan være økonomi, så vi kan få råd til at købe alt det, vi har lyst til; det kan være menneskelige problemer som at få et familieliv i stand og få det til at hænge sammen. Det kan være et godt helbred, så jeg kan leve livet uden de begrænsninger, som sygdom lægger. Men svaret til os er det samme, som det, han gav til de sultne jøder: ”I skal ikke arbejde for at få dækket jeres jordiske behov. I skal arbejde på at få løst jeres problem med Gud. Det problem, der har betydning langt ind i evigheden”.