6. Søndag efter Trinitatis


Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matt 19,16-26


Det her er en af de tekster, der måske skal læses baglæns. Så bliver overskriften


For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.


Går vi et skridt tilbage, læser vi, at det er lettere for en kamel at slippe igennem et nåleøje end det er for en rig at komme ind i Himlen. Det volder formentligt ikke så mange store anfægtelser, for vi mener jo ikke selv, vi er rige. De rige er jo de andre. Mærsk McKinley Møller for eksempel. Men så let slipper vi nok ikke. For den riges problem er at hans livsindhold og livsmål er de ting han omgiver sig med. Og den risiko tror jeg nok de fleste danskere står i.


Men lad os så bare sige at vi klarer frisag her, at det med rigdom ikke er MIT problem. Så fortsætter vi baglæns i teksten. Før Jesus krævede noget med penge at den unge mand, har han lige bestået en test, der hed: Hold budene!


Og hvor mange nutidige danskere kan klare den prøve: Du må ikke bryde et ægteskab, Du må ikke tage noget med hjem fra arbejde, der ikke er dit, Du må ikke lyve, Ær din far og din mor, Elsk din næste som dig selv.


Hvis vi ikke slipper igennem den prøve, kan næste skridt, det med rigdom næsten være ligegyldigt. Så ER vi jo allerede dumpet. Jo, det er vist godt, at tekstens overskrift læst bagfra lyder: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.