6. søndag efter Påske

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26

Ind imellem glemmer vi, at Jesus var et hundrede procent menneske samtidig med at han var og er et hundrede procent Gud. Her får vi et glimt, der viser, at han var.

Forestil dig, at du lå for døden. Jeg er sikker på, at det der ville fylde dine tanker mest, ville være, hvordan det skulle gå dine kære, når du var væk. Sådan havde Jesus det i hvert fald. Derfor går han ud i Getsemane (en olivenplantage lige øst for Jerusalem) for at bede til Gud. Og så bad han altså sådan her: ”Ikke alene for mine nuværende disciple beder jeg, men også for alle dem, der kommer til tro ved det, mine disciple fortæller om mig”.

Den bøn gjaldt også dig! Jesus var simpelthen hunderæd for, at der skulle ske noget, så DU kom væk fra det samvær, du gennem din tro har med ham.

Hovedtemaet i de linier af Jesu bøn, der prædikes over i dag, handler meget om de kristnes enhed. For når vi kommer i Himlen ER vi et. Et i troen på og glæden i Jesus. Hvorfor skal der så være så meget strid og kævl blandt kristne hernede på jorden? Det kan godt være, at nogle af de andre kristne irriterer dig. Det kan endda være, at nogle af dem ER drøn-irriterende. Men bær alligevel over med dem. Fordi det er den samme Jesus, der elsker både dem og dig.

Jeg sidder lige nu og tænker på en folkekirke i Københavnsområdet, hvor tre præster med alle midler bekæmper ethvert tiltag, der gøres, for at mennesker skal nå frem til en levende tro på Jesus. Her kommer vores kristne kærlighed på en alvorlig prøve. Man kan ikke lade være at tænke: De præster kan da umuligt være kristne; dem behøver jeg nok ikke elske som medkristne.

Jeg ved ikke om de præster er kristne; jeg er heller ikke sat til at bedømme det. Men i sådan en situation er det nok stadig vigtig, at jeg ikke med min adfærd på nogen måde er med til at splitte Jesu kirke. Jesus er kærlighed, og den kærlighed ønsker han at brede ud for øjnene af en undrende verden også gennem mig.

Som kristne SKAL vi vise Jesu kærlighed. Først og fremmest til andre kristne. Også til dem, der ikke kan lide OS. Og det gælder for den sags skyld også kærligheden til mennesker, der måske viser sig slet ikke at høre til blandt Jesu disciple.