3. søndag efter Trinitatis

Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Luk 15,11-32

Den her beretning er så kendt, at det næsten er svært at sige noget om den, som ikke kommer til at virke banalt. Samtidig har den som forudsætning, at et menneske naturligt hører til i familiens og slægtens sammenhæng. Sådan oplever vi nok ikke helt virkeligheden i dag. Men måske er det netop her nøglen ligger til at forstå, hvad det er Jesus vil sige med historien.

Mange mennesker i dag har det svært med ”at høre til”. De -eller skal vi sige VI?- bliver rodløse, fordi de ikke hører til nogen steder. Jeg tror desværre ikke, løsningen på det problem er at vende tilbage til slægts- og landsbyfællesskabet. Det tror jeg ikke længere er muligt.

Men så må vi oprette nye fællesskaber. Sørge for, at der er miljøer, hvor folk føler, de hører hjemme, hvor de kan være trygge. Det er en kæmpe udfordring.

Men sådanne fællesskaber er stadig kun et billede på det trygge hjem, vi naturligt har eller kan have i Himlen. Når alt andet flyder, kan vi instinktivt vide, at der hos Gud er et hjem, hvor vi aldrig går forgæves. Vi har svært ved at tage det til os, fordi tanken om et sådant hjem virker abstrakt. Men med dagens tekst er det det, Jesus ønsker at sige til os: Gud ER vores far, og han venter med længsel på at vi søger tilbage og finder trygheden hos ham.