3. Søndag efter Påske


Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11


Jeres hjerte må ikke forfærdes siger Jesus. Og hvor tit har vi ikke brug for at høre ham sige det. De ord er meget i slægt med det ”Frygt ikke” som Bibelen også er så fuld af.


Men hvorfor er det, vi ikke behøver være bange? Man kunne vente, at Jesus havde fortsat med ord som ”Gud skal nok passe på jer”. Men det gør han ikke. Tværtimod går han videre med I min faders hus er der mange boliger. Jesus stikker os ikke blår i øjnene. Livet her på jorden er vitterligt fyldt med mange genvordigheder, smerter og sorger. Modsætningen hertil er Himlen, hvor Jesus skal tørre hver tåre af vore øjne.


Ordene her i Johannesevangeliet er udtalt kort før Påske. Han ved, at det vil fylde disciplene med forvirring og fortvivlelse, når de kommer til at opleve, at han dør.... ja...og han forlader dem Kristi Himmelfartsdag. Men hans løfte er klart: Jeg vender tilbage for at tage jer med til Himlen.


Ordene er talt til Jesu nærmeste disciple. Men det gælder også alle os, der på deres vidnesbyrd er kommet til tro på Jesus: Fortvivl ikke, når livet ikke er rart. Jeg kommer tilbage og henter jer. Og så skal I få en bolig i Himlen, hvor døden er mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine.Thi det, der var før, er forsvundet.