Drømmen om Nirvana.
For nyligt sagde en ven til mig at han bedre kan lide det budhistiske Nirvana end den kristne Evighed. Jeg kan i grunden godt forstå ham.
Tanken om Nirvana er lidt vanskelig at begribe. Det er en tilstand efter døden (eller efter flere inkarnationer) hvor man opløses i Universet på en måde, så man dels har mistet sin eksistens og dels er blevet et med verdensaltet.
Når den tanke til tider kan virke fængslende på os, er det fordi vi, når vi er dybest nede, ikke kan holde tilværelsen ud og allerhelst bare vil forsvinde. Når vi har det sådan, bliver tanken om, at livet varer evigt, skræmmende. Tænk, at have et liv, som vi aldrig kan slippe af med, uanset hvad vi gør. Vi ønsker ikke at tilbringe evigheden i Helvede, men vi ønsker faktisk heller ikke evigt liv i Himlen.
Lad det nu være sagt med det samme: Det sind, der har det sådan, må siges at være sygt, og måske ikke helt tilregneligt. Sænket ned i depressionens mørke.
Men alligevel, kan Nirvana-tanken måske godt inkorporeres i kristendommen. Bibelen siger nemlig (Både Jesus og Paulus), at vort gamle menneske må dø, før vi kan få det nye liv, der skal leve evigt i Himlen. Så hvis du hører til dem der (i alt fald momentvis) hellere vil dø og glemmes for altid, end leve evigt, så har du lov at sige: Ja, det liv jeg væmmes ved skal dø. Det skal væk det hele! Og så vil jeg tage imod et splinternyt liv fra Jesus. Det er et liv med glæde, et liv der glæder sig til at leve evigt sammen med Jesus!