Kortene
Nede i parken over for den karre, jeg bor i, går jeg tit tur med min hund. Det var der, jeg bemærkede ham. Han så i grunden ganske almindelig ud. Nok lignede han hverken en direktør eller en forretningsmand, men det var ikke til at se på ham, at han var en smule underbegavet.
Jeg ved stadigvæk ikke ret meget om ham. Måske bor han i en lille lejlighed et sted i nabolaget; jeg ved det ikke. Men ialtfald: Jeg havde tit bemærket, at han sad med et spil kort. Han lagde ikke kabaler, som så mange mennesker for at få tiden til at gå. Nej han sad og bladrede i kortene, som om han studerede dem.
En forårsdag satte jeg mig på bænken ved siden af ham. Der var ingen skyer på himlen, men solen skinnede lunkent gennem en let dis. Nede i søen svømmede en andemor tæt fulgt af sine syv ællinger. Syrenerne blomstrede i krattet lige over for os.
Det var første gang, jeg talte med ham. Mens han sad og studerede sine kort, udbrød han (Jeg ved ikke engang om det var mig, han talte til, eller han bare snakkede ud i den blå luft): Er det ikke forunderligt? De er der alle ti. Hvem er der? spurgte jeg. Alle tallene fra 1 til 10. Og de er der både i hjerter, klør, ruder og spar?
Jeg blev lidt underligt til mode, for det var aldrig faldet mig ind, at der var noget sært ved at alle kortene var der. Ja, jeg ville nok blive en smule irriteret, hvis jeg en dag konstaterede, at et af dem manglede. Jeg svarede heller ikke manden, for med et gik det op for mig, at jeg sad ved siden af en af byens mange originaler. Jeg har aldrig rigtigt kunne finde ud af, om det er storbyen, der skaber originalerne, eller den bare tiltrækker dem.
Jeg rejste mig skyndsomt og gik op i min hyggelige lejlighed.Der gik et par dage, før jeg igen traf ham nede i parken. Egentligt ville jeg være gået forbi. Men der var noget grublende i hans blik, der fik mig til at stoppe op og sætte mig på bænken ved siden af ham. Han sad stille et øjeblik, som om han skammede sig over at spørge mig, men så kom det: Hvorfor går tallene kun til ti? Jeg havde svært ved at lade være at grine. Nok har jeg mødt mange mærkelige mennesker, men jeg havde aldrig forestillet mig at noget menneske kan have en intelligens, der berettiger et sådant spørgsmål. Men jeg beherskede mig, og tog kortene ud af hånden på ham. Så lagde jeg hjerterne op fra 1 til 10, derefter knægt, dame og konge. Jeg forklarede ham, at knægten var 11. Han så meget undrende ud: Nå. Så knægten er elleve! Jeg ville gerne have talt lidt mere med ham, men han var så opslugt af sine kort, at det ikke var muligt at komme igennem med noget andet. Jeg spekulerede lidt over, om det var fordi han lige skulle fordøje sin nye forståelse af knægten, eller om det lille spil kort måske indeholdt hele hans verden. Hvor mon han boede -forresten? Jeg spurgte ham, men selv ikke det svar kunne jeg få. Nå så knægten er elleve!
Da jeg lå i sengen om aftenen kunne jeg ikke sove. Jeg var dødtræt, men fyren nede i parken blev ved at kværne rundt i tankerne. Sad han mon stadig dernede? Havde han overhovedet et sted at sove, eller måtte han tilbringe natten i parken. Jeg havde en fornemmelse af, at han burde høre til på et hjem for evnesvage eller psykisk syge, men gjorde han det? Var han en af byens talløse stakler, der er overladt til sig selv, fordi ingen tager sig af dem? Havde han overhovedet pårørende? Et øjeblik foreslog min samvittighed at tage mig af ham på en eller anden måde. Men min fornuft sejrede heldigvis. Ellers kunne jeg snart få ansvar for alle byens posedamer og hjemløse mænd.
Jeg var langtfra udhvilet, da vækkeuret ringede næste morgen. Allerhelst havde jeg vendt mig med hovedet mod væggen og dynen langt op over hovedet. Men det kunne jeg naturligvis ikke. Jobbet kaldte. Men hele dagen var tankerne - ialtfald lejlighedsvis - i parken. Og jeg var dårligt kommet hjem, før jeg måtte en tur derover. Jeg var lidt irriteret på mig selv over det, for hvad i al verden kom en tilfældig bums mig ved? Ikke desto mindre styrede jeg lige ned mod bænken ved søen, hvor jeg vidste han sad. Men det gjorde han bare ikke: Bænken var tom! Jeg mærkede vreden skylle op i mig: Havde jeg ikke sovet dårligt om natten og været bekymret for ham hele dagen. Og havde jeg ikke skyndt mig ned til ham, straks jeg kom hjem? Og så var han der ikke en gang. Jeg blev ærgerlig på mig selv. Ikke bare på grund af. at jeg havde spildt min tid på at være bekymret for ham, men også over min gen vrede. For nøgternt set kunne han jo ikke gøre for, at jeg ofrede ham så mange tanker. Jeg satte mig på bænken og tænkte det hele igennem. Det der altså var at tænke igennem. For jeg måtte jo indrømme, at der ingenting var i det hele. Jeg kom blot i parken for at lufte min hund, og han sad tilfældigvis på bænken. Jeg følte mig som komplet idiot. Jeg følte mig flov over mig selv. Måtte hellere gå hjem og fortsætte det liv, han så meningsløst havde forstyrret.
Det var næsten med lettelse, jeg gik i seng den aften. Jeg følte, jeg havde lettet mig selv for en byrde. Og byrden var et besværligt medmenneske, som jeg uden at nogen havde bedt mig om det, havde været på vej til at tage under mine beskyttende vinger.
Jeg sov godt den nat og stod glad op til en ny dag. Gik på arbejde og kom hjem. Sådan kan jeg lide livet. Rytme og stabilitet. Jeg kaldte på hunden og nød at se den komme galoperende ved synet at spadseresnoren. Det var godt for os begge med den friske luft i parken. Jeg besluttede mig for at gå ad en anden sti end jeg plejede. Men benene ville ikke lystre. De gik den sædvanlige tur hen mod bænken ved søen. Og, -mit hjerte gik næsten i stå- han sad der! Jeg ville stadig gå udenom og forbi, men en uforklarlig magt drev mig lige hen mod hans bænk. Han kiggede op på mig: Men hvorfor er der ingen tolver? Åh, nej! Havde han ikke fattet en brik af det hele? Alligevel fik min lettelse over at se ham mig til at sætte mig på bænken ved siden af ham og på samme måde som forrige dag lægge alle hjerterne på stribe fra 1 til 10. Og derpå knægt, dame og konge. Så uddybede jeg det, som jeg havde troet var indlysende: At damen var tolv og kongen talte for tretten. Og selvom jeg følte mig fuldkommen fjollet ved situationen, faldt jeg helt til ro ved min lille pædagogik. Det var jo sådan, jeg ville have det: Ham som staklen og mig selv som alvidende. Han skulle have det flere gange, før det (vistnok) sivede ind: At knægten var elleve, damen tolv og kongen tretten. Og jeg selv? Ja, min verden føltes uendeligt velfungerende og betydningsfuld som jeg sad med denne uvidende, som jeg kunne undervise og måske se en smule ned på.
Et kvarter senere gik jeg lettet hjem til min lille bolig. Verden var faldet på plads. Eller stymperen var ialtfald på plads. Var der huller i min egen verden behøvede jeg ikke tænke på det nu. Det var ikke mig, der var dum, naiv og uvidende.
Der gik måske hen ved en uge, før jeg igen nedværdigede mig til at dele nogle minutter med pjalten. Det var en dag, hvor solen skinnede varmt, og jeg var lige i humør til at være god. Så jeg satte mig på bænken ved siden af ham. Og da bemærkede jeg hans bange øjne: Jeg har villet spørge dig i flere dage, men du har set ud til at have alt for travlt.
Hvad ville du spørge om?
Jo, hvorfor er der ingen fjortener?
Åh nej, nu kunne det være nok. Hvor dum kunne han være. Men ja, nu han spurgte. Hvorfor er der ingen fjortener? Nåh jo. Esset er jo fjorten. Det sagde jeg til ham.
Er Es fjorten? Men Es er jo et? Ja, men Es er altså både et og fjorten. Det forstod han ikke. Så jeg tog igen og lagde alle hjerterne op fra et til ti. Så knægt, dame og konge. Og begyndte at tælle: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 12, 13. Og så vendte jeg tilbage til Esset: 14. Sådan! Han så meget tvivlrådig ud. Kløede sig i nakken. Jamen så begynder det hele forfra igen. Så er der jo ingenting i det? Jeg forstod ikke helt, hvad han mente. Tossen, hvis hele liv tilsyneladende var et spil kort.
Nå men sådan er det altså, sagde jeg. Rejste mig og trak i hundens snor. Jeg syntes næsten, han så helt ulykkelig ud. Ikke over at jeg gik, tror jeg. Men han lignede faktisk en, hvis hele verden er faldet i grus. Men jeg kunne ikke tage mig af det. Nu skulle vi hjem. Jeg og min hund.
Den aften hørte jeg ambulancen med udrykning. Den standsede ovre ved parken. Lidt efter kørte den væk uden horn og blå lamper.
Jeg blev en smule urolig. Var det noget med ham?
Dagen efter var han der ikke. Jeg så ham aldrig mere. Og får nok aldrig at vide, om det var ham, ambulancen hentede.