Hvem bestemmer egentligt i verden?
Vi har lige været vidner til et præsidentvalg i USA. 300 mill. amerikanere har skullet tage stilling til, hvem der de næste fire år skal beklæde verdens mest magtfulde embede.
Er det så de 300 mill. amerikanere der har bestemt, at verdens mægtigste mand skal hedde Barack Obama? På overfladen ja. Men Bibelens svar på, hvem der uddeler politisk magt er noget mere nuanceret. I sin samtale med Pilatus siger Jesus: "Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra." (Joh. 19) og i Romerbrevet skriver Paulus: "der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud." (kap.13).
Sådanne udsagn kan være svære at forholde sig til, hvis der lige er valgt en politiker, man ikke sympatiserer med. Eller hvis man lever under et politisk system, der helt åbenlyst handler imod Guds bud og vilje, eller endog forfølger og dræber kristne således som det sker mange steder i verden i dag.
Der er en dobbelthed i det he,r som vi ikke kan få til at hænge sammen på logisk vis. Ikke desto mindre må vi fastholde, at ingen i verden har magt uden at den er delegeret dem af Gud. Hvordan de så formidler den magt er en anden sag.
I Math. 21.33 fortæller Jesus en interessant historie, der er god at få forstand af. Han fortæller om en vingårdsmand der planter en vingård og lejer den ud til nogle vinbønder. Men de forvalter den ikke efter hans vilje, og de har da langt mindre tænkt sig at betale den forpagtningsafgift, de skylder ham. Og da selve vingårdsmandens søn kommer, slår de ham ihjel.
Den historie har flere lag. Men jeg tror, at et af lagene handler om den verden, der er skabt af Gud, altså verden som vi ser der. Der er sat nogle mennesker til at forvalte den verden, også politisk. De er altså indsat af Gud, også selvom de gør alt andet, end det han havde tænkt sig.
For 800 år siden levede der en fattig mand i Italien. Faktisk var han ikke født fattig og han kunne sagtens have levet hele sit liv i rigdom. Men han så, hvad rigdom gør ved mennesker, og han så at den er meget uretfærdigt fordelt. Derfor frasagde han sig rigdommen og valgte at leve i fattigdom.
Han så også, at den katolske kirke dengang væltede sig i rigdom på bekostning af verdens fattige, og han så, at mange af præsterne gjorde alt andet end at leve for Jesus. Men hvor skulle de kristne vende sig hen, hvis ikke til kirkens præster? I dag ville mennesker i deres selvtilstrækkelige egenrådighed måske have sagt, at vi behøver heller ingen præster. "Jeg kan selv", og "Jeg ved bedst!" Men sådan så Frans af Asissi (for ham er det jeg her skriver om) ikke på det. Han var nødt til at fastholde at præsterne trods alt var indsat af Gud uanset hvor dårligt de forvaltede den opgave, de havde fået af ham. Derfor, for deres embeds og deres kalds skyld skulle man respektere dem.
Det her kan vi vist godt overføre på dem, der har den politiske magt. Det kan godt være, at de gør og vil alt andet end det, der er Guds vilje. Men de har deres magt, ikke fra mennesker, men fra Gud. Derfor skal vi respektere dem og adlyde dem!