Hvis du er en kristen, har du Guds Ånd i dig. Ja, du har Guds Ånd så meget, at Han i dig har skabt et nyt menneske, der er forskelligt fra det menneske af kød og blod som alle kan se.
Læs det lige igen: Hvis du er en kristen, bærer du rundt på et nyt menneske i dig som ingen, der ikke har oplevet det, kan forstå.
Og endnu værre: Det nye menneske af Ånd accepteres ikke uden videre af den krop af kød og blod som du er født ind i. Det nye menneske kræver nemlig at få plads i din krop. Og det vil det gamle menneske ikke sådan uden videre gå med til. Tværtimod fører din gamle krop en stadig krig mod det nye menneske, som Guds Ånd har skabt i dig.
I den krig er du generalen. Til dels. Et langt stykke hen ad vejen er det DIG der bestemmer, hvem der skal vinde krigen. Men ikke udelukkende. Hvis ikke du fik Guds hjælp til det her, ville det nye åndelige menneske i dig snart tabe krigen. Fordi den DIG der skulle styre kampen tit har en tendens til at tage parti for det gamle menneske af kød og blod. Derfor er du nødt til at få hjælp fra Gud.
Nu er det nye menneske i dig og Gud altså forbundsfæller i kampen mod din krop af kød og blod. Og så kan kampen lykkes. Men det er stadig DIG det gør ondt i, hver gang dit gamle menneske af kød og blod bliver ramt af en fuldtræffer.
I 2. Kor. kap 6 taler Paulus om et telt der nedbrydes. Jeg tror at han taler om at hans krop forfalder med alderen. Men det kan også godt være, at det han mener, er at han har så meget modgang og så mange nederlag, at han næsten synes han visner hen.
Men tro mig, om ikke Paulus alligevel glæder sig over at det sker. Han ser nemlig sit jordiske legeme som en midlertidig bolig. Og den bolig er jo nødt til at brydes ned, så han kan få en ny i Himlen.
Hvis livet ind imellem kan gøre ondt på dig, så prøv at se det, som at Gud er i gang med at bekæmpe det gamle menneske i dig. Og han gør det udelukkende for at gøre plads for det nye.
Alting samvirker til det gode for den som tror!