Jeg har været til begravelse i dag.
Sandt at sige kendte jeg hende ikke særligt godt, hende der blev begravet. Men det var ikke hendes skyld. For hver gang, hun så mig, henvendte hun sig til mig med en åbenhed, der næsten forskrækkede mig.
Det var næsten som et konstant desperat råb fra hende: "Se til min side". Men jeg gjorde det sjældent, eller gjorde det kun halvhjertet. Det er nok en af grundene til, at jeg mødte op til hendes begravelse. Den der nagende samvittighed, der hviskede: "Hvorfor så du mig aldrig, mens jeg levede.
Ved hendes kiste blev det sagt om hende, at hun aldrig følte "hun var god nok". Ubevidst kunne jeg se det på hende, at det var sådan hun havde det. Og det var nok med til at jeg ikke turde nærme mig hende.
Og så sad jeg alligevel der i kirken og vidste med mig selv, at det var mens hun levede, jeg skulle have taget hendes hånd og sagt til hende, at hun VAR god nok. Det er for sent at sige det til hende nu. Men rundt omkring sidder der masser af mennesker, der ikke føler sig gode nok. Dem må vi tage til os mens de lever, og vise dem at de ER gode nok. Mest af alt må vi fortælle dem, at de har netop den kvalitet, Jesus efterlyser hos mennesker, nemlig selve det, at de ikke føler sig gode nok.